Skip to main content

Os eller smartphonen? / Tidsrejsen

3
0

Der har de seneste år været meget kritik af smartphones og måden de fleste mennesker bruger dem på. Mange mennesker er afhængige af vores mobiltelefoner og de er skadelige for børn. Men er det mobiltelefonerne eller os, den er gal med? Hvad er det, smartphones kan, som gør, at vi har svært ved at styre forbruget af dem? Egentlig må det jo være, fordi de har så meget at byde på. Og hvad er det så de smartphones byder på? Hvad er en smartphone egentlig efterhånden?

 

En smartphone er – efterhånden – faktisk ikke primært en telefon. Det var den stadig da den var en mobiltelefon – en telefon der var mobil, vi kunne tage den med os og vi kunne sms’e. Hvad er smartphonen i dag, lige så meget som den er en telefon? Vi skruer tiden 30 år tilbage, til 1987, hvor de fleste almindelige danskere ikke havde set en mobiltelefon endnu, havde en trykknap-telefon og en stationær computer med en laserprinter tilkoblet.

 

Dengang så de fleste vejrudsigt i forlængelse af nyhedsudsendelser – i dag bruger vi vores smartphone. Vi skrev breve, nogen skrev e-mails på deres stationære computer. I dag sender vi en sms eller en email fra vores smartphone. Vi slog telefonnumre eller adresser op i telefonbogen og tog et kort med os, hvis vi skulle finde vej. I dag slår vi numre op ved hjælp af vores smartphone – og den guider os også ved hjælp af GPS. Skulle vi i 1987 prøve at lave en ny ret i køkkenet eller kunne vi ikke huske frikadelleopskriften, så tog vi en kogebog med ud til køkkenbordet. Der er stadig godt salg i kogebøger, men der er mindst lige så mange madblogs og opskriftsamlinger online. Så i dag hiver rigtig mange mennesker smartphonen med ud til køkkenbordet frem for en kogebog. Kom folk i trafikken til skade i 1987, så måtte andre finde en telefonboks eller håbe på at folk i nærheden var hjemme, så man kunne komme i kontakt med hjælp til den tilskadekomne. I dag kræver det en greb i lommen og at taste det rigtige nummer, så er hjælpen hurtigt til stede.

 

Ja, smartphones har invaderet mange menneskers liv på en usund måde. Men det er ikke dette fantastiske stykke værktøjs skyld. Det er måden vi mennesker bruger værktøjet på, der fejler noget. Smartphonen giver mulighed for at komme i kontakt med hjælp i akutte situationer, den gør det nemmere for børn at færdes sikkert alene, den gør vores hverdag langt mere fleksibel og utroligt meget andet godt.

 

Tags

David