Her er 4 geniale apps, der hjælper dig med at spare penge og tid
Vi kender nok alle til det med, at det indimellem kan være udfordrende at holde styr på privatøkonomien og vores personlige forbrug. Der er mange fristelser, uforudsete omkostninger og snedige markedsføringsteknikker, som trækker i os i hverdagen. Især hos de unge, som lige er trådt ind i voksenverdenen og skal til at stå på egne ben, kan der nemt opstå vanskeligheder med budgettet.
Heldigvis kan man i dag få en masse gode tips til, hvordan man bedre holder styr på ens økonomi og finansielle muligheder - blandt andet igennem en række smarte apps, der kan downloades til ens tablet eller smartphone. I takt med den teknologiske udvikling er der blevet lanceret flere og flere finansorienterede apps, der har vist sig at være både effektive og penge- samt tidssparende værktøjer for mange danskere i hverdagen. I denne artikel har vi sammenfattet 4 af disse økonomi-apps, som du måske også kan tage i brug, hvis det kniber med at spare penge, eller hvis du for eksempel er interesseret i børshandel og har brug for tips til at forbedre dine muligheder for økonomisk udbytte.
"Person using tablet" (CC BY 2.0) by rawpixel.com
1. Lommebudget
Lommebudget er en gratis app, der både kan hentes hos Apple- og Googleenheder. Den er udviklet af Penge- og Pensionspanelet og hjælper dig kort sagt med at lave et budget samt overholde det i løbet af måneden. Appen er nem at komme i gang med, da du ikke behøver at oprette en profil, men blot skal downloade og indtaste oplysninger om din økonomi og dit forbrug.
Ud fra din indkomst og dine udgifter (både faste og løse) skaber Lommebudget et overblik, der hjælper dig med at holde styr på, hvor stort dit daglige budget er. Appen fortæller dig således løbende, hvor mange penge du har brugt indtil videre, og hvor meget du stadig har til rådighed i den pågældende måned.
Budget-overblikket, som Lommebudget appen giver dig, er ikke kun baseret på tal, men også grafik, der viser hvilke kategorier du bruger dine penge på, fx bolig, mad, elektronik etc. På den måde får du hjælp til bedre at visualisere, hvordan dine udgifter fordeler sig, og vurdere om der eventuelt kan spares i nogle af kategorierne. Sidst men ikke mindst giver Lommebudget-appen dig som bonus en række brugbare tips til, hvordan du får dine penge til at strække sig over en længere periode.
2. ForexTrader
Hvis du er interesseret i børshandel, heriblandt handel med valutakurser samt guld- og sølvkurser, så findes der også apps, der hjælper dig med at skabe overblik over de forskellige børsmæglere, der tilbydes på markedet. En af disse apps er ForexTrader, som kan downloades til Googleenheder.
Med ForexTrader appen kan du, udover at placere valutakurshandler, også få hjælp til at sammenligne mæglere for at finde frem til dén mægler, der passer bedst til dig og dine behov. Der findes et stort udvalg af forskellige forexmæglere på markedet, som hver især tilbyder forskellige serviceydelser, og for mange kan det derfor være svært at finde ud af, præcist hvilken mægler der er bedst at bruge - både når det kommer til bonustilbud, informative ressourcer og ageringshastighed på de finansielle markeder. Men med ForexTrader appen kan du effektivt danne overblik over alle de forskellige mæglere og services, der tilbydes, og dermed både spare tid og komme godt og sikkert i gang med at handle.
Udover at handle med valutakurser og sammenligne forexmæglere, giver ForexTrader appen dig også adgang til de seneste markedsanalyser og finansresearch via nyhedsstream fra bl.a. Reuters News, smarte features til administration af din konto (fx værktøjer til grafisk tegning, overvågning af økonomisk data etc.) samt adgang til kundeservice via live-chatten.
"Deposit Into Piggy Bank Savings Account" (CC BY-SA 2.0) by kenteegardin
3. Spiir
Spiir er endnu en budget-app, der især hitter blandt unge på grund af den pædagogiske måde, appen er opbygget på. Siden appen blev udviklet for nogle år siden har det da også vist sig, at et stort antal danske unge har fået hjælp til at holde bedre styr på økonomien og pengevanerne end førhen.
Spiir - en gratis app, der både kan downloades til Apple- og Googleenheder - fungerer på mange punkter ligesom Lommebudget appen, men en markant forskel er, at Spiir appen kræver ens bankkontooplysninger for bedre at kunne hjælpe én med at holde styr på økonomien og skabe overblik over pengeoverførsler og forbrug, som inddeles i over 70 forskellige kategorier.
Spiir appen giver dig også et enkelt, grafisk overblik over dit forbrug, og samtidig er det muligt selv at justere i dine data - fx kan du skabe dine egne forbrugskategorier, dele en post op i flere kategorier (hvilket fx er handy, hvis du har været i et større supermarked og både købt mad, elektronik og tøj ind), uploade kvitteringer og andre bilag som pdf-filer eller tage direkte billeder af kvitteringer, som gemmes i appen. Kort sagt stiller Spiir en række avancerede redskaber til rådighed, som hjælper dig med at tegne et meget mere reelt billede af dit forbrug og dermed hjælper dig med at danne et lige så reelt budget, som du bedre kan holde dig til.
4. SKAT appen
For nogle år tilbage lancerede SKAT en gratis app, der er beregnet til at hjælpe både privatpersoner og virksomheder med bedre at kunne holde styr på økonomien og bevare overblikket over finanserne.
Via SKAT appen, som både kan downloades til Apple- og Googleenheder, kan man først og fremmest tjekke og ordne sin skat direkte på mobilen. Det er smart, enkelt og hurtigt - især hvis man ikke gider at finde ens pc frem og logge på TastSelv. Det er desuden et rigtig handy værktøj for folk, som har startet deres egen mini-business op, da virksomheder via SKAT appen også kan indberette og betale moms, få adgang til en fradragsguide samt holde sig opdateret med indberetningsfrister - uanset om man er på farten eller hjemme. SKAT's app er altså både en stor fordel for mindre, nyopstartede virksomheder, når det kommer til at spare tid og forbedre ens mulige økonomiske udbytte gennem konstant opdateret info om årsopgørelser, moms og meget andet.
Uanset om man er privatperson, virksomhed eller spekulant er der altså mange forskellige apps, som bestemt er værd at downloade til ens enhed, hvis man gerne vil have mere forstand på privatøkonomien og finans generelt. Det kan helt sikkert betale sig at gøre brug af disse apps, både når det kommer til at spare penge, men også tjene penge. De fleksible effekter ved apperne, fx at man sparer tid og kan tilgå dem uanset hvor man befinder sig, er endnu en god grund til, at man straks bør komme i gang med at bruge dem!