Online spil
Online spil er ganske mange ting, for som ordene afslører, er det spil man spiller via et netværk, altså online. Og det kan jo betyde mangt og meget. Bl.a. er der utroligt mange gratis spil af forskellig kvalitet, til forskellige aldersgrupper og forskellige målgrupper. Der kan spilles alt fra enkle vendespil og puslespil for de allermindste i familien, til tidsfordrivs-spil for børn, unge og voksne. Online spil kan også være avancerede strategiske multiplayerspil med flere verdener eller ”hjernevrider”-spil til store børn og voksne. Sidstnævnte er dog svært at få gratis, og generelt er de gratis spil reklamefinansierede, hvilket man naturligvis skal overveje, når ens letpåvirkelige 3-årige beder om lov til at installere et gratis spil.
Hvem producerer så disse spil? Der er mange producenter på banen og mange forskellige målgrupper at nå, ligesom der er forskellige måder at tjene penge på dette marked. Alle de ting, og flere til, er gode at være opmærksom på, når man gerne vil gøre brug af de spil, man spiller online.
Nogen af de største producenter har været på markedet i rigtig mange år. Deres ønske er at tjene penge på at udvikle, producere og sælge gode, udfordrende og spændende kvalitetsspil – og de spil koster så også en del penge. Eksempler herpå er Nintendo og Activision Blizzard. Visse af disse (kvalitets-)spil er så veludviklede, at der i spillene opereres med flere verdener , ligesom flere hundrede spillere kan spille det samme spil på samme tid. Kan man lide at spille udfordrende strategispil, er dette naturligvis værd at betale penge for. Både oplevelsen af at være fælles om en interesse og udfordre hinanden, er et stort plus – udover at kvaliteten er i orden.
Andre, som fx LEGO, producerer gratis online spil som LEGO Batman og Superman, er producenter af varer, som gerne vil understøtte deres brand og binde kunder mere til deres brand. Formålet her er til dels at underholde og udfordre børn og unge – men bestemt også at promovere deres brand. Man kan næsten opfatte denne slags spil som online gratis merchandise. Svarende til det plastic legetøj, som børnene får sammen med deres ugentlige Anders And blad eller ballon og farver på en restaurant. Det behøver bestemt ikke at betyde, at spillene er dårlige, men det kan være godt som forælder at være bevidst om, at ens barn til en vis grad sidder og ”spiller reklamespil”. Til gengæld kan man være nogenlunde sikker på, at det som ens barn oplever i spillet er alderssvarende, hvis man kan se, at det er noget, som barnet også til hverdag er optaget af. Det vil bl.a. sige, at barnet ikke oplever noget, der er for voldsomt eller på anden måde stødende for barnet – i modsætning til voksenspil eller visse af de gratis online spil.
En tredje type online spil er de gratis spil, man finder på hjemmesider med mange mange typer spil til flere aldersgrupper. Her skal man vide, at siderne og spillene er fyldt med reklamer og at man risikerer, at der ligger ting på ens computer eller tablet efterfølgende, som man ikke har interesse i. Ind imellem vil der sandsynligvis også komme reklamer eller andet frem, som ikke er egnet for mindre børn. Mange af spillene er intetsigende underholdning, som fungerer som ”pausefisk” for hjernen. Det er ikke disse spil, der er lagt mest energi eller penge i at udvikle eller producere, så både udfordring og grafik kan ligge på et lille sted. Men derfor kan de jo alligevel godt være ganske underholdende.
Andre former for gratis spil er tv-mediers spil. Man kan se på det i sammenhæng med spil, som understøtter brands. I denne kategori handler det i og for sig også om at understøtte et brand og binde seere til eksempelvis serier. Sommetider kan selve serierne bygge på legetøjskarakterer, og så bygger spillene så på serierne. Men også tv-kanaler som bringer andet end underholdning, eksempelvis nyheder og dokumentarer, kan have gratis spil på deres hjemmesider. Dog henvender denne slags gratis-spil sig mest til børn eller småbørnsfamilier. En del af disse spil er i og for sig ganske lødige og læringsrige. Andre i samme kategori, som måske er mere læringsbetonede eller lødige er danske tv-stationers børnejulekalder-spil eller Hr. Skægs Skæg med tal eller Skæg med bogstaver spil.
Til de yngre spillere er en del af spillene læringsorienterede. Men der findes også – til børn i alle aldre – læringsspil, som ikke er hverken betalingsspil eller de gængse gratis-spil fyldt med reklamer. Det er de online spil, som bl.a. Undervisningsministeriets website www.emu.dk tilbyder. Der er spil til alle, men først og fremmest tiltænkt skoleelever, som har brug for at øve sig i fx dansk, matematik, sprog, historie og mange andre vigtige skolediscipliner. Her er man, som forælder, i hvert fald sikker på, at indholdet er i orden og at spillet er reklamefrit.